Kære (dag)blog

Kære (dag)blog

I dag tog alderdomshjemmet os alle sammen med på tur til Statens museum for kunst. Nu er jeg jo lidt af en haj til det med kunsten, så jeg sætter stor pris på sådanne ture. På min vandretur rundt i museet var der især ét maleri jeg blev bidt af. Det hed ”udsigt fra kunstnerens vindue’’ og var malet i 1825 af en karl ved navn Martinus Rørbye. Jeg har vedhæftet et fotografi af maleriet så i bedre kan følge resten af dette indlæg, men for en sikkerheds skyld får i alligevel lige en kort beskrivelse af det. Maleriet forestiller et vinduesparti hvori der står en masse forskellige ting og sager som f.eks. potteplanter, skulpturer, et bur hængende fra toppen af vinduet og et spejl lige midt i det hele. Alt det førnævnte ser man i mellemgrunden, og i forgrunden ser vi kun et bord med en åben bog på. I baggrunden uden for vinduet ser man en stor havn, hvor der ligger et stort skib til kajs. Jeg bed især mærke i de mange symboler maleren havde lavet omkring emnet indespærring. Blandt andet ser man et bur der hænger i toppen af vinduet, et ’’hegn’’ foran vindues-kanten og den lille plante til højre i vindueskarmen der er indespærret i et glasrør. Alle disse er jo tydelige tegn på fangenskab, og afholder kunstneren og beskueren fra at slippe ud i friheden. Ydermere er der også lagt meget vægt på flugt, eftersom at vinduet står åben, der er en skulptur af en fod i vindueskarmen (fod – løb – flugt?), bogen på bordet ligger stadig åben, hvilket indikerer at det er gået stærkt og der ligger et stort skib parat nede ved havnen.

Når jeg ser på dette billede kan jeg ikke lade være med at tænke på mit eget liv på hjemmet. Selvfølgelig er det ikke et decideret fængsel, og det er jo heller ikke fordi vi ikke har det fint nok. Men alligevel tager jeg engang imellem mig selv i at undre mig over hvor alt min frihed dog blev af. Størstedelen af tiden sidder jeg jo på enden på mit værelse, og selvom det da godt kan være jeg er ved at være en ældre dame, betyder det jo ikke at jeg ikke har nogen trang til at komme ud og opleve verden. Jeg savner dengang man ikke var bundet af et behov for hjælp fra andre til de mest basale ting, og jeg kunne nu godt tænke mig at leve de par år jeg har tilbage i så stor frihed som det er mig muligt. Jeg er vis på at Martinus Rørbye havde det på samme måde som mig da han malede dette maleri, at han var splittet imellem hjemmets tryghed og det spændende ved det fremmede.

Men det var alt hvad jeg havde at skrive om i dag, og nu håber jeg i har fået lidt stof til eftertanke det næste stykke tid. Det har jeg i hvert fald.